Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Værdigrundlag og principper

Glæde - Mangfoldighed - Udvikling (Værdigrundlag for Dagtilbuddene i Aarup)

Når vi i Dagtilbuddene Aarup værdsætter mangfoldighedses det også i personalegruppen. Vi er forskellige og har forskellige forcer. Vi har flere fagligheder. Vi har flere etniciteter. Vi har forskellige uddannelser.

Når vi værdsætter udvikling, ses det i vores faglighed. De fleste er pædagogisk uddannede og mange har yderligere et diplom modul inden for enten leg, barnets første 1000 dage, sprog og kommunikation, motorik, inklusion eller praktikvejledning. Personlige kompetencer værdsættes højt og vi sætter alle ressourcer i spil. Vi har siden 2020 været i gang med et 5-årigt udviklingsforløb omkring 'NPU (neuropsykologisk udviklingsleg)'. Vores store tværfaglige pallet er en styrke som alle enheder har gavn af. 

Når vi værdsætter glæde, ses det i vores samarbejde, til årlige fester samt årets traditioner. Årligt markerer vi vores stærke sammenhold med Aarup Børnefestival, hvor vi i samlet flok åbner dørene og inviterer byens folk, forældre, familier og andre interesserede til en begivenhedsrig eftermiddag. Der er åbent for at kommunens aktører kan optræde eller vise hvad de kan tilbyde, samt vores uddannelsesinstitutioner, UCL og PA-uddannelsen.

I Dagtilbuddene Aarup kender vi alle hinanden. Vi hjælper hinanden og laver projekter og temauger på tværs af afdelinger.

Værdigrundlag for Dagtilbuddene i Aarup.pdf

Principper

Ved Dagtilbuddene i Aarup-området bygger det gode forældresamarbejde på åbenhed og tillid.

Åbenhed handler om, at forældrene kender deres barns hverdag i dagtilbuddet.

Hvis der opstår problemer, i dagtilbuddet eller i hjemmet, vil vi samarbejde om at finde de gode løsninger. Institutionen repræsenterer den faglige vinkel i forhold til udviklingsstøttende aktiviteter og forældrene er barnets familie og følelsesmæssige fundament.

Det er vigtigt, at forældre oplever, de har tillid til det pædagogiske personale. At forældre kan komme med forundringen, frustrationen, bekymringen, utilfredsheden eller ønsker. Der kan være forskellige perspektiver i forhold til barnet, men det pædagogiske personale vil bestræbe sig på, at formidle sig klart og tydeligt, samt spørge ind til, hvis de oplever uenigheder.

Vores arbejde bygger på værdierne – Glæde, mangfoldighed og udvikling. Og i den kontekst at vi udviser rummelighed overfor alle mennesker, og samtidig har en faglig viden om hvordan børn trives og udvikler sig bedst muligt.

Principper – gensidige forventninger

  • Dialogen er i en god tone. De voksne taler ikke om problemer, når børnene er tilstede.
  • Det er vigtigt, det er en dialog, hvor forældrene fortæller, hvordan de synes deres barn har det, og hvad de har oplevet. Vi opfordrer forældrene til at komme med ris som ros.
  • Hvis der er bekymringer eller generel utilfredshed, som ikke er møntet på medarbejderen, skal al henvendelse ske til faglig leder/områdelederen.
  • Det er forældrenes ansvar at sørge for skiftetøj, holde orden i garderoben, samt holde sig orienteret på opslag og i AULA.
  • Det er ønskværdigt at forældre slukker mobilen ved aflevering og afhentning af barnet og hjælper deres barn med at rydde op, inden de går hjem.
  • Forældrene deltager aktivt i møder, arrangementer og aktiviteter, som tilbydes i løbet af barnets dagtilbudsliv.

  • Vi viser hensyn og venlighed over for hinanden i børnenes dagtilbud. Det er med til at skabe et miljø præget af respekt og gensidig forståelse.
  • Forældrene er gode forbilleder ved at tale pænt til alle, både børn og voksne, ligesom de ønsker, at andre taler til deres eget barn. Dette styrker vores fælles forståelse for vigtigheden af respektfuld kommunikation.
  • Forældrene taler med og hilser på andre børn end deres eget. Herved bidrager forældrene positivt til udviklingen af sociale kompetencer ved børnene og er med til at sørge for at alle børn føler sig imødekommet.

Alle hilser altid på hinanden, når vi møder hinanden på vej ind og ud fra børnehaven. Et ’godmorgen’ eller ’hej’ er nok, og viser samtidig vores børn, at vi forældre også ser og anerkender hinanden / de andre; børn som voksne.

At hilse fast på hinanden, er også en måde at give udtryk for, at vi er en del af et fællesskab, som vores børn har gavn af at opleve, at vi er sammen om.

  • Forældrene er åbne for at tale med personalet om, hvordan eget barn har det, hvordan det udvikler sig, og hvis der er noget, enten forældrene eller personalet gerne vil tale om.
  • Hvis der er noget, der bekymrer forældrene, eller hvis man ikke er enige med personalet, løser vi det sammen på en god måde, så der samarbejdes om at gøre det bedste for børnenes trivsel. Dette styrker den konstruktive dialog og det vigtige samarbejde mellem forældre og personale, som bygger på gensidig respekt.

Se endvidere uddybning i principper for forældresamarbejde (1).

De enkelte børnehuse/dagplejere lægger rammerne for fejring af fødselsdage, herunder uddeling hjemmefra/ eller ikke uddeling. Vi lægger vægt på, at der er plads til forskellighed stederne imellem, og der er fordele og ulemper ved forskellige måder at fejre børnene på. Alle børn bliver uanset dette fejret og får deres særlige dag markeret. I dit barns børnehus /dagplejer får du information om dette.

I børnehusene tages der ikke på hjemmebesøg i forbindelse med fødselsdage, da udgiften til transport og personale kan blive for stor. Vi mener ikke der skal gøres forskel på børnene uanset bopæl.

Man kan invitere børnene hjem privat til fødselsdag efter gældende anbefalinger, der tilgodeser at ingen børn ’holdes udenfor’ (inspireret af materialet ’Fri for Mobberi’). Det betyder at man enten inviterer alle hhv. piger eller drenge, eller hele gruppen. Forældre må gerne benytte legepladser ved vores børnehuse og låne nøgle til udetoilettet, uden for åbningstiden, til fx fejring af fødselsdage.

I Dagtilbuddene i Aarup er der inkluderet mad til alle børn. Dette for at alle børn oplever at spise samme mad og udforske nye madvarer blandt jævnaldrene –det giver Madmod. Vi tror på, at en god, nærende og varieret mad er med til at sikre et stabilt blodsukker og dermed være bidragende til gode lege og relationer blandt børnene.

I Dagtilbuddene i Aarup er der ikke en 0-sukker politik, da vi stræber efter at give børn et sundt forhold til sukker, i stedet for forbud. Vi undgår dog sukker på havregryn, og tilbyder i stedet rosiner. Hvis der tilbydes kage fx i forbindelse med fødselsdage eller traditioner, er vi bevidste om størrelsen og mængden, der tilbydes barnet.

Vi lægger vægt på, at der ikke deles slik ud i børnehaverne. Se mere i dit barns børnehus vedr. rammerne afholdelse af fødselsdage.

Vi prioriterer børns leg i hverdagen, både ude og inde, da det er en essentiel del af barnets udvikling. Vi stræber efter, at alle børn i Dagtilbuddene i Aarup får mulighed for meningsfuld udendørs leg hver dag. Vi tror på at udendørs leg har flere fordele for alle mennesker. Det fremmer sociale kompetencer og kreativ tænkning, giver forbedret fysik og motorik og giver ro i nervesystemet (indre ro) samt øger trivslen.

I børnehusene og hos dagplejerne ønsker vi at skabe en mobilfri zone, hvor telefoner er pakket væk, når du afleverer og henter dit barn.

Vi oplever, at det sender et dårligt signal til børnene, når fokus er på telefonen mens man henter sit barn. Børn der har glædet sig til at blive hentet, kan opleve at blive afvist, når fokus er på telefonen.

Det ønsker vi ikke gør sig gældende for børnene i Dagtilbuddene i Aarup, hvorfor vi fra bestyrelsens side ønsker at skabe en mobilfri zone.

Dagtilbuddene i Aarup-området
Indre Ringvej 2
Aarup 5560

Telefon: 24 61 78 76
sytra@assens.dk

Nyttige links